SILICON VALLEY BANK.
Vedhæftede billede viser de sidste credit ratings fra Silicon Valley Banks webside. “Stable”, stod der.
Det var så ikke så stabilt alligevel, hvilket nogle analytikere åbenbart fik færten af kort før ulykken.
Bankens problemer begyndte, da den fik 4-doblet sine indskud fra 44 mia. USD primo 2018 til ca. 200 mia. idag. Det lyder jo som et positivt “problem”, men det var en udfordring, fordi den ikke kunne nå at opbygge kommercielle udlån i samme tempo. Derfor satte den den 2/3 i statsobligationer for dog at få lidt rente ud af det.
Imidlertid begyndte renterne så at stige voldsomt, hvorfor obligationskurserne faldt lige så voldsomt. Det betød store urealiserede tab, hvilket dog havde været uden effekt, hvis den blot kunne beholde obligationerne til deres udløb.
Rygter om dens problemer fik dog kunder til at trække massive beløb ud af banken, og så måtte den sælge ud af de tabsgivende obligationer, hvorved dens egenkapital forsvandt.
Kunder med under 250.000 dollars var dækkede af normal indskydergaranti, men banken var også unormal ved at have massiv overvægt af større kunder, der ikke havde denne dækning.
Kunne finanstilsyn ikke have forudset denne risiko? Nej, for banken lå – måske bevidst – lige under grænsen for størrelse, hvor man skal lave løbende stress-tests over for finansmyndighederne.
Er dette begyndelsen på en finanskrise som i 2008-2013?
Nej. For det første er banken meget atypisk på to måder. Dels er det helt unormalt at have så stor en del af sine aktiver stående i statsobligationer – 1/3 af aktiverne i “stater” er mere normalt end 2/3.
For det andet havde den ikke kurssikret disse, hvilket professionelle storbanker normalt gør.
For det tredje lå stort set alle banker i samme ’trade’ i 2008; lange positioner i kredit-obligationer, struktureret kredit og diverse komplekse strukturer der alle havde ét til fælles; nemlig eksponering til det amerikanske boligmarked. Dette skabte et systemisk problem på tværs af hele den amerikanske banksektor. Problemerne omkring SVB er langt mere idiosynkratiske af natur. Sådan er det ikke nu.
Og for det fjerde er det amerikanske (og Europæiske) banksystem i dag langt mere velpostret end i 2008.
Derudover har den amerikanske nationalbank i nat lovet fuld indskydergaranti for dens kunder samt i øvrigt kunderne i Silvergate banken, som også gik fallit for nyligt. Plus – og det er vigtigt – den har i nat skabt et meget stærkt sikkerhedsnet for alle banker, der nu bl.a. vil kunne pantsætte nødlidende statsobligationer til kurs 100.
Hvad nu? Markederne er forskrækkede over det skete, men faktisk kan det være en positiv udvikling for USA. Det sandsynliggør nemlig, at deres centralbank kun hæver renten med yderligere 0,25% eller måske slet ikke. Tidligere forventede man en del mere. I den forbindelse skal man huske, at inflationen falder hurtigt, og at diverse makroøkonomiske modeller peger på, at den vil fortsætte med at falde hastigt hele året og ind i næste år. Det kan altså sagtens tænkes, at centralbanken har gjort nok allerede.
I Europa er billedet lidt mere problematisk. For det første er inflationsproblemet her (bortset fra i Schweiz) generelt værre end i USA, og for det andet er der ikke skabt et tilsvarende sikkerhedsnet. Hvis man skal være short nogle markeder, skulle det indtil i fredags være amerikanske, men nu efter min mening nok hellere europæiske.
Men diverse panik-indikatorer slår nu ud på næsten max., og det er typisk ikke så dumt at starte langsigtede investeringer, når der er massiv pessimisme – om ikke panik – i markederne.
PS: I øvrigt kan udviklingen også medføre, at dollaren genoptager sine fald.
